Udgivet i

Designudstilling på Samlermuseet 16. maj – 30. august

Samlermuseet_2015

Rundt omkring på Danmarks Samlermuseum vil du denne sommer kunne se resultaterne af et kreativt projekt, i samarbejde mellem Kursuscenter Emilielunden og Samlermuseet.

Et projekt hvor vi har brugt Samlermuseet som inspirationskilde for efterfølgende udarbejdelse af moodboard (inspirationstavle). Herefter har hver deltager designet en beklædningsdel eller et værk.

Der er arbejdet med tekstiler, hønsenet, syet, broderet, arbejdet med genbrug, revet i stykker, flettet, arbejdet med alternative materialer, – og tænkt anderledes tanker.

Det har været designprocessen at prøve at skabe sit eget design ud fra en rulle hønsenet, en skuresvamp, skolestuen, glaskuglerne i legetøjsbutikken eller en radio.

Fokus har været lagt på ideerne og moodboardet og ikke så meget på det sytekniske, eller det håndværksmæssige korrekte. Om der er brugt fransk søm, zigzagget de rigtige steder eller syet lynlås i har ikke været det væsentlige.

Deltagerne er fra 15-64 år og bosat på det meste af Sjælland og Møn. De håndværksmæssige kompetencer har været meget forskellige, men alle har haft lysten til nye udfordringer og til at tilegne sig ny viden.

Alle deltagerne har fået undervisning af Mette Hørsted eller Charlotte Wiegand og deltaget gratis i projektet, som Kursuscenter Emilielunden sponsorerer.

Fernisering lørdag den 16. maj kl. 14. Udstillingen kan ses indtil den 30. august på
Thorsvang Danmarks Samlermuseum, Thorsvang Allé 7, 4780 Stege.
Åbent hver dag kl. 10 – 17