M: 40 år på tronen

Mød forfatteren Jens Andersen

Søndag den 18. marts kl. 14 på Emilielunden.

En kold januarlørdag i 1972 får Danmark en ny dronning. Enogtredive år gammel, gift på femte år og mor til to små drenge, bliver Margrethe 2. kastet ud i sit livs største opgave. Udfordringerne står i kø. Det samme gør republikanere, trosspørgsmål, Dronningerunder og oliekriser …

M – 40 år på tronen er en biografi, der bygger på omfattende research og på samtaler med tidligere ministre og nuværende politikere, kunstnere, historikere, embedsmænd, videnskabs- og erhvervsfolk. Men bogen er ikke alene et portræt af Regenten – det er også en krønike om Danmark, danskerne og deres forhold til kon-gehuset gennem 40 år.

Bogens røde tråd er en lang række interviews med Dronningen, med Prinsgemalen, Kronprins Frederik, Prins Joachim, Prinsesse Benedikte og Dronning Sonja af Norge. Som den første nogensinde har Jens Andersen haft adgang til samtlige Dronning Margrethes talemanuskripter gennem 40 år. Ikke kun nytårstalerne, men også fire årtiers taler til jubilæer, overrækkelser, åbninger, mærkedage og – ikke mindst – 100 statsbesøg i udlandet og i Danmark.

På baggrund af 40 års Danmarkshistorie hører vi Dronningens meninger om teknologi, tro, feminisme, flygtninge, kunst, kultur, sprog, sport og meget mere. Vi følger en dronning på officielle rejser i alle ver-denshjørner og møder hende også til indianeroprør i Rebild Bakker i 1970’erne, på talerstolen i Europapar-lamentet i 80’erne, dansende med en rose i munden i Baltikum i 90’erne og teltende på isen i Østgrønland i 00’erne.

Jens Andersen (f. 1955), litteraturredaktør på Berlingske Tidende. Ph.d. i nordisk litteratur fra Københavns Universitet. Har tidligere skrevet bøgerne: Thit – den sidste valkyrie (1990), Dansende stjerne – en bog om Tom Kristensen (1993), Til døden os skiller – et portræt af Tove Ditlevsen (1997), Andersen – en biografi (2003), Frankie Boy – en biografi om Frank Arnesen (2008) og Ole Lund Kirkegaard – en livshistorie (2010). Udmærkelser og pri-ser: Georg Brandes Prisen, Weekendavisens Litteraturpris, Søren Gyldendal Prisen, H.C. Andersen Legatet.